FrederikBøgh

38 m ig saa fortræffelig, fordi den kjære, venlige Sol g jø r mit Sind saa godt, naar den saaledes skinner ind gjennem de røde Gardiner — nu m aa je g skrive til D ig , o g saa vidt je g kan m æ rke, m aa det blive et rigtig fortroligt B rev, saaledes som je g ene kan skrive det til min egen , trofaste Tante Mar i e . Jeg har da, som je g sagd e D ig, i læ ngere T id været s y g : mit L egem e g jø r altid Indvendinger, naar Sjælen ikke sm ukt forholder sig rolig, o g da mit Indre nu i den sidste T id har fundet for god t at væ re alt Andet end roligt, følger deraf, at L egem et har gjort sin Ret gjæ l- dende m ed alle m ulige S m aaonder, der alle ind­ befattes under Dr. L e h m a n n s Jeg kom m er m er o g m er til den Erkjendelse, at M ennesket er en B olig for m ange forskjellige A ander, der stadig føre K rig m od hverandre, o g K am pens M aal er da at overvinde den ene m æ g- tige altstyrende Aand. D erfor rejser Stoltheden sig m od Y d m ygh eden s A an d , E goism en sætter sig op m od U nderkastelsens Aand, o g over dem alle knejser F orstanden, o g m ed T vivlen som Fanemæ rke styrter den frem til sit nedbrydende Værk. M en denne sidste, m æ gtige H ersker m aa kues o g knuses, o g det er netop O pgaven at bringe Forstanden til at tage B olig i Hjærtet. M en dette sker kun ved en form elig Revolution,

„n ervøse M athed“ .

*

*