FrederikBøgh

35 H a n s O v e s e n s Mar i e . Jeg mægter knap at sige, hvor yn dig hun ser ud, den el’veaars Marie, min favre lille B ru d ; hun er saa fin o g prud, o g saa er hun tillige en aandrig lille Pige o g rank som Poplens Skud. Paa T on ers lette V inger hun flyver elsk ovsvarm ; i D ansen hun sig svinger, let klynget til min Arm . I D ansens vilde Larm , m ens V iolinen klinger, et Suk hun næ ppe tvinger fra hviden Jom frubarm . Jeg tror bestemt, hun sukker for m ig saa tit i L ø n ; i H jæ rtedybet v u g g er sig m angen E lskovsbøn. I Lunden, frisk o g grøn, til m ig hun B lom ster plukker, m ens T aaren huldt bed u gger den runde Kind, saa skjøn.

3 *