FrederikBøgh

188

fuldtbevidst har tilsmilet m ig. D e kan ikke tænke D em n oget m ere H uldsaligt, U skyldigt o g tillige Skjønt end dette Barnesmil. Ingen uden M oderen v éd , hvor sm ukt et lille Barn er; thi Ingen kan iagttage det i de forskjelligste M om enter uden netop hun, o g m edens de F leste, især Herrerne, der siden kappes i B eundring o g kjønne Ord for at betegne de unge D am ers Ynde, betegne disse, m edens de endnu ligge i S v ø b , m ed Titler som „K illing“ , „U g le “ etc., saa har M oderen alligevel Ret, naar hun kalder sin yngste Yndling „en lille E n gel“ . Jeg er virkelig ganske utaalm odig efter at præsentere min lille Skat for D em . M en nu er det nok bedst at slutte dette T em a, der bliver lidt vel vidtløftigt, m ed m ange Undskyldninger for at være saaledes o g m ed at tilføje, at je g ofte har tænkt paa tidligere at skrive D em til; men Brevene til min kjære M and gik foru d , o g hver D ag skrev je g til ham. D esforuden havde der samlet sig en hél stor Forretningskorrespondance til W arsch au , Petersborg, L on don , Berlin, Dresden o g R om , (D e undrer D em m aaske o v e r, at jeg ikke ogsa a skrev: Konstantinopel? H vorfor ej? Jeg har d o g en gan g skrevet til A lgier!) Men Scherz bei Seite! N ok er det, at je g for 14 D age siden paa é n D ag havde skrevet 10 Breve og en d og udførlige, saa tilsidst H ovedet værkede og