FrederikBøgh

182

Andre sagde.

Sam talen faldt paa

F r e d e r i k

B ø g h , o g da dennes N avn blev nævnet, spurgte han m ed m egen L ivlighed: „K j ender D e ham? Han er en a f mine bedste V en n er.“ — „N ej, je g kjender ham ikke, skjønt je g ofte har set ham. Fortæl os Lidt om h a m !“ — O g saa fortalte han om deres V enskab fra deres allertidligste U n g­ dom ; han sagde blandt A n d e t: er en af de reneste o g sm ukkeste Karakterer, je g k jen der; m en han er — ja, forstaar D e mig, naar je g siger, at han er en aandelig Epi­ kuræer. Alt, hvad der er sty g t, kjedeligt, hvad der ikke er g o d t, saavel æstetisk som moralsk, giver han sig ikke a f med. M ed rene Hænder tager han paa Alt i Livet. Ingen kan som han glæ de sig over enhver A abenbaring a f Ynde og Skjønhed i Stort som i Smaat. H an fik altid det Bedste frem i min N atur, ja , je g kan sig e : je g elsker ham. — Jeg sagde, han var en Epikuræer, en aandelig Epikuræer — paa én G ang hans S va g­ hed o g hans Styrke. H an vil tage S ød m en , det Bedste, Duften a f A lt; derim od véd je g ikke ret, om Livets K am p, M øje o g B esvæ r ligger for hans sensible N atur.“ — „E r F r. ledes? Jeg har fundet ham kritisk,“ svarede jeg. — „Ja*, for Frem m ede synes han sa a ; hans kjæ rlige, forstaaende Sind viser sig ikke for Alle

„ F r e d e r i k B ø g h

B ø g h saa-