FrederikBøgh

169 som muligt o g m orede os sædvanligvis godt ved U nderholdningen. — „M ed F orlov at spørre, hvor D e skal hen ?“ „ „T il T id sv ild e!“ “ „Naa, det er kanskesens D em , der skal have G y n g e , for vi har hørt, der skal være G y n g e .“ — O g saa vor V en M ads, som for en Mark bar vor B a ga ge! Han glæ dede os ved sit fortrolige „D u “ o g „Jer“ o g betroede os til Slutningen, at han jo rigtignok hele Tiden havde troet, at vi var M ursvende. Endelig kom vi da til Tidsvilde, hvor vi fik L ogi hos Hans Jørgensen i hans store D ansesalon. — Til G raven! — Paa det indhegnede Sted laa de mest forskjelligartede Grupper. L ige i F orgrunden laa en M and o g K one i stiveste P uds, Bønder naturligvis; imellem sig havde de deres lille Dreng, som var stum o g Idiot; m en nu skulde han nok kom m e sig. L ige ved Gravstenen midt paa Graven sad en K one fra L y n g b y ; hun havde blegt A n ­ sigt, grove Træk, m en var iøvrig ret smuk. Hun havde nu været der i sex Aar, o g hvis hun ikke var tagen dertil, vilde hun være død for længe siden. V ed hendes Side var der to store Pakker o: unge Piger, der laa, skjulte i um aadelige Kaaber, o g sov. L ige overfor paa den anden Side G raven sad en K on e, som solgte Jord til de T roende. Rundt om kring paa G ravens Rand laa Sovende, deriblandt Synge-D orthe m ed hendes Mand. Hun