FrederikBøgh

151

sterpragt under de vedbendomslyngede Stammer! Hvilken Klarhed og Glans, saa smukt, saa smukt! — Snart se vi Solen staa op, snart gaa vi i det dejlige Maaneskin til hélt henad Natten; da forstyrre vi gamle Tante Bi ne , der forundrer sig over „de Rejsende“ , som gaa saa silde om Natten. — Du maa endelig snart se at komme til Møen; kom blot én Gang, og Du vil vende tilbage hvert Aar. — Ja, nu kommer det Sørgelige, min kjære Ven! Ligesaagodt strax ud af Posen med det, saa kan Du give Din retmæssige Harme Luft i de mest tiltalende Udtryk, saasom: „Dit for­ bandede Bæst, Din fordringsfulde Æsel, etc.“ Altsaa: jeg kommer ikke over til Dig i Aabenraa. Nu er det sagt, og det gjør mig ondt, at det maa siges; men — jeg kan ikke „af flere Grunde“. Jeg kan ikke tage herfra før den 20de, da skal jeg møde min Søster for at begive mig hjem med hende over Faaborg. — Hvis der nu er Noget ved Dig, da samler Du gloende Kul paa mit Hoved og kommer til mig den 2 ide. Aa hva’, sig Ja? Du er jo dog et godt Menneske, U ssing , lad mig se, at Du da ikke fornægter Din Natur. Sagde Du Kallundborg? Ja vel! Men det kan