FrederikBøgh

1 5 0

har Dødkuller. Ja, ulykkelige Individ, det véd Du vel næppe hvad er? Jeg gaar herovre for et vittigt Hoved uden Spor af Følelse, hvilket Præsten i Menighedens Navn har tilkjendegivet mig ved at citere et langt Skriftsted om Forstanden og dertil at føje nogle gejstlige Vendinger om Aandsaristokratiet, der er værre end alt andet Aristokrati. —- Ja, min kjære U s s i n g , her er rigtignok dejligt; her er over den hele Natur en Storhed og Skjønhed, som maa gribe enhver Beskuer. Jeg sidder nu her paa „Baronens Høj“ og skriver; foran mig ligger den store, blanke, solbeskinnede Østersø med Sejlerne paa sin brede Ryg, og dette stolte Hav indesluttes af en Ramme af slanke, prægtige Bøge, og bagved mig bevæge sig Kornets gyngende Bølger. Og saa Klinten med dens knejsende Tinder, Sommerspiret, hvor Ørnene bygge, de stejle Kridtskrænter, hvorover Svalerne flyve i Kreds, og ved hvis Fod Bølgerne pludre lystig med Smaasten og Grus, medens vilde Roser, Tidsler, Bøge og Konvaller kravle op ad de bratte Sider! — Hvilken Yppighed og Fylde! Hvilken Rigdom i disse blankt og friskt glinsende Blade, i disse Forglemmigejer, der over­ alt vrimle frem i Kildernes Lejer, i denne Fugle­ sang rundtom i Buske og Træer, i denne Blom