FrederikBøgh

148

Bølger, forfaldt jeg strax til Iagttagelse over de forskjellige interessante Medrejsende. — Herlige Skolemester i de sorte Klæder! Han bøjer sig over Rælingen og bemærker til sin Sidemand: „Naar man en sjælden Gang kommer tilsøs, er det rart, at der er lidt Bevægelse i Søen.“ Sør­ gelig Raskhed! Vi ere i Kjøgebugt, det gynger, den ene Sø følger den anden, o Ve, en Sø i hans sorte Hat, som han bevarer i det røde Silketørklæde! Skolemesteren vender den, og paa Hovedet med den, at den kan tørres. Di- ogenes paa Tønden vaagner pludselig af sin rolige Slummer og bemærker i den Anledning tankefuld og drømmende: „Det er en Skjælm, som giver Mere end han har“ — en Sætning, hvis Mening det ikke var givet os simple Døde­ lige at forstaa. Man begiver sig til Frokost­ bordet. En tysk Forpagter forudskikker som orienterende Bemærkning: „Man kan denn ikke go po Dampschiff met en Leermave“ , hvorpaa han stikker paa Varerne. Skolelæreren faar Lyst til Ræddiker, og under disses Spisning fortæller han en vidunderlig Hi­ storie om, hvorlunde hans Kone vilde pynte saa- danne lidt paa Kirkegaarden og i den Anledning saaede Balsaminer. En fjorten Dages Tid efter kommer hun med Trine, — det er nu saadan