FrederikBøgh

144

kan give Eder; men naar jeg saa engang faar løst Eder Tvivlen, da maa I dog ogsaa faa større Glæde af mig; skjønt Jurist, vil jeg dog aldrig blive „juristisk“ , maaske netop, fordi min Stræben tillige er lidt belletristisk. „Ja, men hvor bliver saa Helheden? Kræfterne deles, og saa bliver det dog Jux.“ Det tror jeg ikke; hvorfor kan jeg ikke have min Aften fri, som andre Men­ nesker, og da benytte denne Frihed paa den Maade, der er mig kjærest? Paa dette Frem- tids-Aftenliv bygger jeg alle mine Luftkasteller; om Dagen er jeg Realist, en tro Arbejder i de støvede Kontorer; om Aftenen fanger jeg Ide­ erne — og er lykkelig, dobbelt lykkelig, fordi jeg har tilbragt Dagen med et andet Liv. Skulde det ikke kunne gaa? Man har dog mange Ex- empler herpaa. Hvad angaar Grunden til disse Betragt­ ninger: mine Breve i „B. T .“ , da maa Du ikke tro, at det er Noget, jeg just er stolt over. Jeg gik til dette Arbejde med stor Varme og levende Interesse, og jeg har dog ogsaa haft den Glæde hos mange Mennesker at have vækket Liv og Varme; — men godt er det ikke; jeg føler fuldt- vel selv, at det er meget ungdommeligt, om man end ser den gode Vilje. H. P. Ho l s t har været højst elskværdig mod mig, han opfordrede mig