FrederikBøgh

135

hver Sorg kunde da hun i Slummer vugge, som skulde den aldrig vaagne mer. Ja, hvor var de Mørkningstimer dog smukke! I Mindet min kjære Fader jeg ser gaa frem og tilbage, saa fromt og opbyggeligt og tænke: „Ja, hvor her dog er hyggeligt.“ Du kan nok forstaa, at det har noget sært Gribende at komme saaledes tilbage til det gamle Hjem uden at træffe sin Slægt igjen, at høre de gamle Aftenklokker ringe, at komme til Kundby- lysthuset igjen og se de sorteblaa Skyer staa langt ude i Horizonten, akkurat som i gamle Dage. — Saa kom jeg da endelig i Selskabet. — Borup og hans Kone, som ere meget musikalske, spillede først saa smukt for os: Ga d e s Ouver­ ture til „Mariotta“, Weber og Mendelssohn. Saa fik Kyhn og jeg os en Reel, hvori vi Begge ud­ viste al den „Fuglelethed“, Himlen har begavet os med. Dog havde jeg rigtignok til Slutning næsten gjort Fader Ky hn for meget af det. Derpaa holdt vi Juletræ med Sang og Spil og Dans. Nu kom vi til Aftensbordet, hvor det gik sjældent livlig til. Der var nu hans Velærvær­ dighed in spe, Hr. H .; han overtraf sig selv i nette Taler. Først talte han to Gange med me­ gen Salvelse og stor gejstlig Alvor om Forholdet