FrederikBøgh

131 alle mine Omgangsvenner, som jeg sætter mere Pris paa end Bøgh — og det trods min medfødte Arrogance; thi han staar saa højt over mig. Han er i Sandhed hvad man kan kalde begavet, ja, endog udmærket begavet; men denne Begavelse viser sig ikke som hos andre unge Mennesker — den ytrer sig i en Rigdom af sande og gode Følelser, en Fylde af Ideer og en Sandhed i Ud­ trykkene , der maa gribe Enhver. Iblandt de Smaating, han har skrevet, er der Noget, som vore største Digtere kunde give hele Bind af deres Værker for at være Forfatter til, og dog gaar han saa beskedent og stille med det Alt­ sammen. Hans Maade at være paa er heller ikke som andre Menneskers; kun en enkelt Gang har jeg hørt ham føre en Konversation, ellers véd han at gjøre Alt til Samtaler, Samtaler om en ophøjet Gjenstand og af virkeligt Gehalt. Ofte har jeg frygtet, at hans digteriske Begavelse skulde tilintetgjøre hans Forsæt at tage juridisk Examen — thi jeg synes, at et Menneske, der aandelig og materielt er henvist til sin Existens som Digter, er højst ulykkelig stillet; men endnu iaften, da vi alvorlig talte herom, svarede han mig: „Det skal Du ikke være bange for — jeg føler, at det virkelig vilde være Uret, om jeg opgav at tage den Examen; man er jo ikke 9 *