FrederikBøgh

92 i Kirken var D u V orherres Præst,

vi præ’ked i Taarnet som vi kunde bedst; i Kirken brugte D u djærvt Din T u n ge, fra Taarnet vi lod v or Stemm e runge o g kaldte paa Gam le o g kaldte paa U nge, at drage Enhver som en væ rdig Gjæst til Sønnens hellige B ryllupsfest; o g nu skal vi skilles — hvor sælsom t det gaar, snart A fskedstim en nu forestaar; hav T ak da for Tiden, vi leved tilsammen, G ud være m ed D ig! I Jesu Navn, A m en ! S v a l e r n e : Nu trækker Væ slen sin R egnkappe paa, o g Storken er fløjet fra Rede, m ed rødkindet Æ ble de Frugttræer staa, o g Blom sterne blive saa faa, saa faa, at næsten m an om dem m aa lede. V i fryse, vi Stakler, o g derfor vi maa paa v or V inge nu bort gjennem Luften g a a ; d og, inden vi rejse, vil ogsa a vi Sm aa i al U nderdanighed v o v e at bede om L o v til at sende D ig Hilsen idag o g bringe D ig T ak for det gjæstfrie T a g , hvorunder Du smukt lod os frede.