FraMitStudenterOgTeaterLiv

58 I en Rundsang, som vi sang ved et Gilde hos en af Kyllingerne, skrev Hostrup:

Vidt om Liebenberg vi sjunge. Leve han, den Evigunge! Ja, hos ham at se vi faar Ungdom under Sølverhaar. Han studerer stadig hen Gamle Bøger — unge Mænd.

Ved hans 20aarige Studenterjubilæum 1848 gjorde vi et Gilde for ham, til hvilket Hostrup havde skre­ vet Festkantaten og Talen, som Mantzius holdt. I Kantaten hed det:

Unge Student med de graanende Lokker, Vennernes Skare omkring Dig sig flokker. Se dine Kyllinger Bringer Dig Hyldninger. Ak de er simple og uden Forgyldninger. Men Herre Gud!

Talen sluttede med følgende Ord:

Fritz Ludvig Liebenberg, vil Du behage at træde herhen. — Tør Du love, at Du vil blive din Ungdom og Umiddelbarhed tro, som Du hidtil har tjent? (L ie b e n b e rg : Ja!) Saa udnævner jeg Dig herved til Professor i Umiddelbarheden. Denne Disciplin, hvortil vor Tid allermest trænger, har hidtil ikke haft nogen ordineret Docent, men Trangen dertil er vaag- net, og den vil aldrig kunne falde i bedre Hænder end i dine. Hr. Professor, maa jeg omfavne Dig? Ved samme Lejlighed havde Voltelen og jeg lavet en Epistel til ham, hvori stod: