FraMitStudenterOgTeaterLiv

157

maatte klumpe os sammen i Salen og slaa Tiden ihjel med at lege Ordsprogsleg. Om det var „Hat“ eller „Te ll“, der skulde fremstilles ad mimisk Vej, husker jeg ikke mere, men tydeligt, som om det var hændet igaar, husker jeg at „lange Piesner“, ogsaa kaldet „Pepita-Piesner“, var en Stang og havde faaet et bekendt Studenterforeningsmedlems bekendte Hat anbragt — det vil sige — hængt op paa sit bekendte Hoved. Efter at „Mænd og Kvinder af Folket“ havde vist Hatten Ærbødighed, fremtraadte Wilhem Tell (O. Zinck) med Sønnen Gemmy (lille Clausen) ved Haanden og Flitsbuen paa Skulderen. Udstafferin­ gen var meget primitiv: Skjorteærmer, opsmøgede Benklæder og nedslaaet graa Bulehat. Flitsbuen var dannet af en Spasere- stok, bundet korsvis paa en Paraply, og den vældige Knebels­ bart af Avispapir var sat fast ved at stoppes op i Næsen. Men aldrig i mit Liv har jeg set fuldkomnere eller mere illu­ derende Skuespilkunst end den, som blev præsteret, da Wilhelm Tell overfor „Hatten“ demonstrerede den frie Schweitzers pa­ triotiske Trods. Salen bragede da ogsaa af vild Jubel. Den Fore­ stilling maa De absolut ikke glemme paa Leporellolisten over Deres Triumfer. Deres hengivne M. L u n n . Studenterforeningens Byggefond slugte imidlertid ikke blot hvad Komedier, Koncerter og Karnevaler indbragte, men ogsaa Indtægten af de „Markeder“, som i Slutningen af Halvtredserne og Begyndelsen af Treserne gentagne Gange afholdtes i Foreningen og som var arrangerede af Guldberg, Helms, K. Valløe og mig. Efter flere forgæves Forsøg paa at faa en Grund til den nye Bygning og megen Debat angaaende Valget — der havde været Tale om Hjørnegaarden af Kejsergade, Skindergade og Graabrødretorv, lige­ ledes om Professorgaarden i Store Kannikestræde — henvendte Komitéen sig til Finansministeriet og