FraLemmestiftelseTilModernePlejehjem

hjælp var borgerligt deklasserende. Når man ser bort fra det forhold, at en person, der modtog offentlig hjælp, naturligvis måtte komme til at føle sig i et vist afhængighedsforhold af den myndighed eller institution, som ydede ham hjælpen, og at han, såfremt han optoges i en stiftelse, blev underkastet en vis hus­ orden, havde det at modtage offentlig hjælp hidtil ikke medført yderligere indgreb i hans almindelige borgerlige stilling. Nu ændredes imidlertid forholdet på forskellig måde. Da tiderne blev dårlige efter 1814, og alle offentlige byrder føltes tyngende, herunder også den skat, som blev udskrevet af hensyn til det offentlige fattigvæsen, blev det en almindelig op ­ fattelse i vide kredse, at en af årsagerne til de stigende fattigud­ gifter var de mange ubesindigt indgåede ægteskaber. Man burde derfor hurtigst muligt træffe regulerende bestemmelser for æg­ teskabs indgåelse. Det tjener embedsstanden til ære, at man a f­ viste kravet om et almindeligt forbud mod, at folk under fattig­ forsørgelse indgik ægteskab. Da en ny ægteskabslov udkom i 1824, indeholdt den en bestemmelse om, at den, der havde nydt urefunderet fattigunderstøttelse som voksen, skulle have fattig­ kommissionens tilladelse til at indgå ægteskab. V ed denne be­ stemmelse var der gjort et afgørende skridt i retning af at stemp­ le de fattigunderstøttede som borgere af anden klasse. Et nyt og endnu mere alvorligt skridt blev taget med grund­ loven af 5. juni 1849. Det hed heri, at de personer, der nyder eller har nydt understøttelse af fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller betalt, ikke kunne få del i valgretten. Endelig ud­ vikledes lidt efter lidt den praksis, at de fattiges ejendele kunne registreres og tinglæses som tilhørende fattigvæsenet. A lle disse forhold bidrog til i den almindelige bevidsthed at befæste begre­ bet fattiglem, og en næsten uoverstigelig kløft gravedes mellem de almindelige borgere og de fattigunderstøttede. På den anden side medførte denne udvikling, at den opfattelse lidt efter lidt banede sig vej hos offentligheden, at man ikke kunne skære samt­ lige fattigunderstøttede over een kam. Der var trods alt forskel på de personer, som måtte gå den tunge gang til fattigvæsenet. Det var ofte forhold, som ikke kunne regnes den pågældende til

56