FraLemmestiftelseTilModernePlejehjem

havde taget til orde for, at man skulle samle et så stort antal af hovedstadens fattiglemmer som muligt i en stor og almindelig stiftelse. Byens borgere kunne på denne måde lettere kontrollere, hvem det offentlige støttede, og at almissen virkelig blev rakt til personer, der havde hjælp behov. Falsens forslag støttedes af et andet fremtrædende medlem af fattigdirektionen, nemlig høj este­ retsassessor Villum Berregaard, og det fandt ligeledes nådig til­ slutning fra grev Bernstorff. Ikke alle var dog lige begejstrede for denne ide, og navnlig rejstes der modstand fra Københavns magistrat. Man frygtede nemlig, at det planlagte storbyggeri ville beslaglægge en så væsentlig del af de i forvejen helt utilstrække­ lige midler, der stod til rådighed for forsørgelsen af hovedsta­ dens trængende medborgere, at det i sidste ende ville gå ud over disse. Indvendingerne blev imidlertid fejet af bordet, og man gik i gang med at realisere det storslåede projekt. Inden vi går indenfor i den nye stiftelse i Amaliegade, vil det være rimeligt ganske kort at præsentere det københavnske fat­ tigvæsen, således som det var organiseret og virkede, da man tog den store beslutning om en ny stiftelses opførelse. Det københavnske fattigvæsen på 1700-tallet Siden reformationen i 1536 havde forsørgelsen af samfundets trængende medborgere været en statsopgave, men der er grund til at tro, at den statslige fattigpleje hverken i effektivitet eller omfang kunne måle sig med den katolske kirkes fattigforsør­ gelse. Ved reformationens gennemførelse inddrog staten imidler­ tid den katolske kirkes omfattende ejendomme og måtte ganske naturligt hermed også overtage de opgaver indenfor skole- og fatigvæsenet, som hidtil havde været kirkens. I de følgende to århundreder hvilede fattigplejen udelukkende på milde gaver, og forskellige steder - også i København - op ­ rettedes større og mindre stiftelser, hvor en del af de mest hjælpeløse fattige, d. v. s. navnlig gamle og syge kunne optages

9