FraEmpiretiden_I

93

velsignet med et Barn.

Steimitz takkede hun for hans

smukke Tale ved at give ham Haanden. Da der atter var bleven en Smule Ro, tog Thrane Ordet og udtalte sig sa a le d e s: „Jeg takker alle tilstedeværende, Mænd som Kvinder, for de Hurraraab, de var saa beredvillige til at knytte til Steimitz’ smukke Tale, som han holdt for vort Barn, men som vi af Frygt for at vække dette maatte neddæmpe, jeg takker ligeledes for den smukke Titel, han beærede vor lille Søn med. Sol og Varme er jo noget, vi alle trænger til, navn­ lig om Vinteren, men da nu hverken Mutter eller jeg har nogen Skov, som kan give os Brænde, og vor Bilægger er saa umaadelig forslugen og tillige saa nærig, at den vil beholde al Varmen for sig selv, saa at vi, naar det er koldt, vedblivende maa opholde os i dens Nærhed, saa- fremt vi ikke vil fryse, saa er det jo saa meget desto større Glæde, naar en Sol tager Plads i vort H jem ; dog har jeg endnu ikke mæ rket nogen særlig Varme ved den lille Sol, tværtimod har han ved sin Skrigen og Brølen, særlig om Natten, forstyrret mig i min Nattero og jaget Mutter op af sin varme S e n g ; men jeg takker ikke desto mindre min kære Ven Steimitz for hans smukke og sikkert fra Hjertet udgaaede Ord og beder nu alle med mig tømme et Bæger for Steimitz og hans Hustru med Ønsket om, at de maa leve længe og lykkeligt.“ Efter at Skaalen var bleven ledsaget af dæmpede Hurraraab, sad man endnu en Stund til Bords. Under­ holdningen drejede sig nu særlig om Morten Frederiksen og hans mange dristige Undvigelser fra de Fængsler, hvori han havde siddet indespærret, samt om det Mod og den Aandsnærværelse, Koralie havde udvist, da hun kom til at berøre Forbryderens Hoved og bevirkede hans An­ holdelse.