FraEmpiretiden_I

92

havde erholdt den rette Behandling, smagte den alle for­ trinligt. Da Ganen flittig blev vædet med godt 01 og Gammelvin, steg Stemningen mere og mere, og da Rød­ spæ tterne selvfølgelig ikke kunde undvære det vaade Element, blev Bægrene og Krusene flittig tømte, hvorved Talen blev saa livlig, at jeg bedst kan beskrive den ved følgende S e n te n s : Da Stemningen havde naaet denne Højde, tog Slagter Steimitz Ordet og udtalte sig sa a le d e s: „Eftersom og saasom vor kæ re Vært og Værtinde i Dag har stævnet os hid- til dette Barselgilde, for at vi i Forening med dem kan glæde os over den nyfødte Sol, som er fremkommet paa deres ægteskabelige Himmel, hvor den skal bringe Lys og Solskin ind i dette Hjem til Glæde og Lykke for sit Ophav, som nu vil værne, lede og pleje denne lille Sol med al den Varme og Kærlighed, et Fader- og Moderhjerte formaar at rumme og nære, saa vil jeg nu bede alle med mig tømme Bægeret for den lille Hans med Ønsket om, at hans Livsbane maa blive lang og lykkelig, og at der fra ham maa udgaa mange lignende prægtige Smaasole, som den vi her ser i den lille Hans. — Han le v e !“ H u r r a ! Hurra ! Hurra ! Disse Raab blev dog straks neddæmpede ved Tegn og Hyssen af Madam Thrane, som frygtede for, at Barnet skulde blive vækket, og da Steimitz’ smukke Tale havde sat hende i en bevæget Stemning, tog hun sin Mand om Halsen og kyssede ham hjertelig gentagne Gange, idet hun formodentlig tilskrev ham hele Æren af, at hun nu havde faaet sit længe nærede Ønske opfyldt og var blevet „Efter Vin vokser Snak, som G ræ s efter Regn.“