FraEmpiretiden_I

84

heder maatte bringe Koralie, hvis Kæreste nu under samme Feltherre skulde kæmpe mod det Land, som han tidligere var udset til at forsvare. Sorgen var saa meget større, som der endnu ikke var Udsigt til, at Krigen snart skulde faa Ende, saa at hun atter kunde gense sin elskede Poul, skønt der nu var henrundet over 4 Aar, siden han maatte forlade hende. Denne lange Ventetid var for hende hengaaet med Spinden, Væven og Syning af hendes Ud­ styr, som alt længe havde ligget færdigt, da hun i Ud­ øvelse af disse i den Tid saa almindelige kvindelige Sysler besad stor Færdighed. Moderen havde nemlig allerede fra Koralies Barndom ladet hende undervise deri, for­ modentlig tilskyndet dertil ved det Savn, hun selv havde følt ved ikke at kunne udføre saadant. Naar Koralie ud­ førte disse Arbejder, nynnede hun undertiden en Sang, hvoraf et Par Vers lø d : Naar T ra a d e n jeg sp in d e r N aa r Væv e n jeg træ d e r, Og n y n n e r en Sang, Og Sky tten jeg slaar, Og G a r n e t jeg vinder, J e g ste d se mig glæder, E r A ften e n ej lang. Mit H jem sn a rt at faa. Efter at den ulykkelige Krig omsider var afsluttet med Tabet af Norge og havde bragt Landets Finanser i en Til­ stand, der grændsede til Fortvivlelse, nødsagedes Re­ geringen til at udsende et Opraab til Landets Indbyggere om at komme den til Hjælp, efter hvilket største Delen af den besiddende Klasse hele Landet over indsendte en stor Mængde Sølvtøj, ligesom Haandværkslavene skænkede deres store Sølvpokaler, og Kvinderne en stor Mængde Guld- og Sølvsmykker. Disse lod Regeringen omsmelte og slaa til Mønt, og paa deres Revers blev der til Minde om Folkets store Fædrelandskærlighed og Offervillighed