FraEmpiretiden_I

41

Kærlighed er en almægtig Ild, En herlig guddommelig Lue, Dens straalende Glød er varm og mild, Som Solen paa Himmelens Bue. Kærlighed er et underfuldt Spejl, Der hele vort Væsen fortryder, I det ej skues den mindste Fejl, Hos den, som med Elskov os fylder. Kærlighed er en Epidemi, Hvis Spire har Bo i vort Hjerte, Og ingen Læge kan her os fri, For Kærligheds Fryd og Smerte.

Turen til Charlottenlund foregik uden det mindste Uheld og paa Datidens Vis under Afsyngelsen af Fædrelandssange og Skæmteviser, samt livlig højrøstet Tale, medens Vognen paa hele Turen forfulgtes af Drenge, som slog de saakaldte Vejrmøller for derved at bevæge de mere heldigt stillede glade Skovgæster til at udkaste en Skilling til dem som Løn for den store Udholdenhed, de udviste ved saaledes at følge Vognen et langt Stykke. Hvor en af dem stoppede op, begyndte en anden, der befandt sig længere inde, og saa­ ledes vedblev de, indtil Vognen naaede sit Bestemmelses­ sted. Allerede i lang Afstand kunde de kørende øjne Traktør­ stedets to store Flagstænger med de derpaa hejste Flag. Paa Toppen af det ene vajede frit flagrende for den lette