FraEmpiretiden_I

192

VII. Det bliver Nat. Hver Riddersmand Morpheus’ Bæger tømmer, Og hviler sig udi hans Hal, mens de om Sejren drømmer. Kun Ridder Bruno vaagen er, ham kan ej Søvnen binde; Thi Sorgen nu hos ham har Bo i Hjertet dybest inde. Ved et af Borgens Vinduer staar han stirrende mod Himlen, Som om han søgte om sit Haab imellem Stjernevrimlen. Hans Tanker fly’er fra Sted til Sted paa deres lette Vinger, Indtil de standser deres Flugt ved Sangen, som der klinger. I Nattens Stilhed sagte ud fra Klippens høj’ste Tinde, Hvor han nu Øjet kaster op og ser sin hulde Kvinde, Mens Salighed og Haab og Fryd hans Hjerte gennembæver, Og glad han op med frejdig Mod sit Hoved atter hæver. Og stirrer paa sin unge Brud, hvis klare Stemme lyder I Nattens Stilhed, øm og mild, og ham Velkommen byder. „Hun le v e r !“ raaber han og bort strax Hjelm og Sværd han kaster, Og ad den smalle Klippesti han uforfærdet haster. Han kun sin Rosalinde ser og springer over Kløfter, Hvor næppe nok en Ged kan staa, han dristig Foden løfter. Han i sit Hjertes Glædesrus kun efter Maalet higer, Han frygter ej det aabne Svælg, men trøstig op han stiger. Han aner ej, paa Fjeldets Top hans Lykkes Haab vil briste, Og at det første Skridt, han gør deroppe, bli’er hans sidste. Der skiller ham endnu en Kløft fra Hjertets tro Veninde, Og i det mørke, skumle Dyb han nu sin Død skal finde.