FraEmpiretiden_I

191

Thi Bruno Øje paa ham faar og iler ham i M ø d e ; For sine Synder Schrckenwald med Livet nu skal bøde. Thi med et godt, velrettet Hug han dennes Pande kløver, Og død nedstyrter for hans Fod den vilde, frække Røver.

Og efter depne kække Daad Er Sejren hurtig v u n d e n ; Hver Røver, som der ej er død, I Lænker fast er bunden.

VI. De Riddersmænd nu ile ind I Borgens hvælvte Haller, Mens Ridder Bruno overalt Paa Rosalinde kalder.

Han gennemsøger hvert Gemak, Hvert underjordisk Fængsel. Mens Hjertet banker i hans Bryst Af bange Elskovs Længsel. Paa Rosalinde kalder han, Mens vildt omkring han farer, Og raaber ud det kære Navn, Hvor Ekko kun ham svarer. Da flygter Haabet fra hans Sind, Som sig til Vemod vender, Og Kinden bli’er som Døden hvid, Man næppe m e r ’ ham kender.