FraEmpiretiden_I

188

Just som om hendes hvide Barm han slynger en Mantllje Han i det fjerne Øje faar paa Schreckenwalds Flotilje, Som bruser frem for fulde Sejl og ind imod dem stævner, At sejre over Røverne han sikkert ikke evner. Den næ rmer sig hans lille Skib, hvor alt Forvirring bliver, Mens Røverne paa Skjoldet slaar i rovbegærlig Iver. Thi Schreckenwald med sine Mænd alt Sværdet ud har draget, Mens tvende Baade i en Hast til Skibet fast er haget. Og nu begyndte der en Strid, en Kamp foruden Lige, Man hører Hug og Skrig og Suk, og sultne Ravne skrige. Højt Theobald sit Værge svang, som alt er farvet blodig, Og r a a b e r : „Svende! vær mig tro og vis jer kæk og modig.1 Men Røverne var dem i Tal aldeles overlegen, Og mange allerede op paa Skibets Dæk er stegen. Man hører hæse Brøl og Suk og Vaabenlarm og Bulder, Og Donaubølgen farves rød, hvor den mod Skibet ruller. Med Skjoldet søgte Theobald sin unge Brud at skærme, Mens Schreckenwald med hævet Sværd sig bagfra monne nærme, Og giver Theobald et Hug, som ej han kan parere, Og Ridder Bruno segner om og rører sig ej mere. III. Da hver en Riddersvend var dræbt, og Dækket fuldt af døde, Som snart i Solens Straaleglød for Ravne bliver Føde. Da bar den grumme Schreckenwald til en af sine Baade Den unge Ridders skønne Brud, som bønlig bad om Naade.