FraEmpiretiden_I

16

Synet af den Hastighed, hvormed Datteren kom løbende, og den forpustede Tilstand, hvori hun befandt sig. Hun ud­ brød d e r f o r : „Hvad er der dog i Vejen? har der været nogen efter d ig ? “ „Nej; men Moder kaldte jo.“ „Ja, men derfor behøver du da ikke at løbe Livet af dig, og hvordan er det, du sér u d ! Dit Haar er jo ganske forpjusket. Sig mig, hvad har du haft at bestille alene i S kov en ? “ „Jeg vilde blot plukke nogle B lomster/1 „Du lyver jo! er det Blomster, du har i H a a nd en ? det er jo G r æ s ! Fy, du maa jo skamme dig, maa d u ! Ja, du har nok Grund til at rødme! aah, jeg ulykkelige M o d e r!“ Og nu trak det op til Graad hos Moderen, som var af en meget blød Karakter og straks begyndte at græde, naar noget gik hende imod. Ved dette Syn genvandt Seline imidlertid sin Ro og lod Blomsterne falde til Jorden, tog Moderen om Halsen og u d b rø d : „Nej, kæ re Moder, du maa ikke græde! det er tvæ rt­ imod noget godt og glædeligt, der er hændt m ig !“ — Og nu fortalte hun, hvad hun vidste om det Forsøg, Bøsse­ mager Schrøder anstillede for at formaa Onkelen til ikke længer at sætte sig mod en Forbindelse mellem hende og den unge William Bruus. Moderen blev nu atter tilfreds og rettede lidt paa de Sløjfer, som til Pynt var fæstede til Æ rmern e og Livet paa Datterens Kjole. Derpaa fulgtes Moder og Datter sammen gennem Haven, og stod snart ved det Lysthus, hvor 1e havde gjort Forberedelser til i de smukke, landlige Om ­ givelser at indtage et Maaltid med et Par gode Venner. Og da Gæsterne lige var ankomne, slap Seline for at besvare