FraEmpiretiden_I

162

Sæk, han faldt fuldstændig s amm e n ; men „Naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest. “ Da min Stedmoder nemlig en Dag sagde til Fader: „Hvad kan det nytte, kære Jacob, at du sidder her og sørger over, hvad der er s k e t? “ kom jeg til at tænke paa, at min Læ rer engang sagde til mig: „Er det gaaet dig galt, og du er kommen i Gæld, kan det ikke nytte at hænge med Næbet, thi det gør ondt værre og Gæld større; men at være om sig betaler Gæld. Hos den flittige kigger Sulten ind ad Vinduet, men kommer aldrig inden for Døren. Flid er Lykkens Moder.“ Fader spurgte min Stedmoder om, hvad han da skulde gøre. Hun svarede: „Du skal gaa dig en Tur og tage Hans med.“ „Hvor i al Verden vil du h a ’, vi skal gaa h e n ? “ spurgte Fader. „I kan jo gaa ind og besøge Rebslager Hans Olsen, maaske kan han give dig et godt Raad ; han har jo altid været dig en oprigtig Ven.“ — Vi gik da ogsaa ind til ham, som dengang boede i Teglgaardsstræde og havde sin Bane langs den derværende Vold. Manden saavel som Konen var begge mageløs honette Folk, men fattige ligesom vi. De modtog os paa det ven­ ligste og var synlig glade ved vort B e sø g ; men Sorgen havde nu paa dette Tidspunkt faaet en saadan Magt over min Fader, at han stod og græd som et Barn, ligesom jeg ogsaa stod helt fortabt ved hans Side. Hans Olsen sagde da til min F ader: „Aah, hvad er det for noget? Du skal ikke tabe Modet, tag du fat igen og spind Reb, og lad Værtshus og alt andet fare. Du har jo Hans, han er en rask Dreng, lad ham gaa omkring og sælge, hvad du spinder, saa gaar det nok.“