FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

6 1

lien, om Madame Kierstein eller tale om Veyret. Seer du, Moer, saaledes maa man viide at aagre med sit Pund, og det bæres mig for, at Hr. Hiort Stuvitz vil smørre i Eder adskilligt saadant. Som Byesnak sladdrer dog rigtig nu den eene Klubs giest i Øret paa den anden, at Kronprinsen skal seyle til et Stæd i Østersøen, hvor han skal finde Keyseren af Rusland og Kongen af Preusen. Men om der er noget i eller hvorfra man har det, maa Gud viide. Sker dette, saa har dog vor gode Prins ingen Griffens feldt med sig, som i saadan Leeg vilde været ubetalelig. Den 9de spiiser jeg hos Hauch ventelig siste Gang. Imorgen med Perbøls til Lyngbye til Admiralinde Schultz. Med denne Post har jeg skrevet til Frue Lysholm. Kort sagt, skrive maae jeg, kor de gaaer. Og nu M o e r! Har du ogsaa her et Brev, som siger 6. Glæd dig selv og dine dermed. Gud samle os glade, det ønsker din til dig iilende Mand. J. N. Brun. Venskapet mellem Brun og Zetlitz bevarte sin ins derlighet fra menneske til menneske, og sin beundring fra digter til digter. I sin store biografi av Brun (Lahdes Portraiter med biografiske Oplysninger) faar Zetlitz anledning til at «indgrave sit navn paa fodstyks ket af Bruns monument.» «D e er utallige, og mig evig uforglemmelige de Prøver, han gav mig paa Gods dædighed, Yndest og — det som i sær maatte smigre den af hans Talenter saa berusede Yngling — Fortroes lighed.» Hvor og naar Brun kunde komme til, trækker han den yngre ven frem og fremhæver ham som taler og digter. I den skjønne gravsang til hans mor «Tanker ved en Moders D ød » heder det «Min Sang har Vidner nok, men Vidner uden Sang. Hvi var du ikke nu, min Zetlitz, her tilstæde, Som kunde see hvor skiønt oprømte Hierter græde, og tage Harpen frem, paa hvilken Floret hang, og stemme Strængeleeg til Sorg Kiøbenhavn den 9de Junij 1804.