FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

29 Skal hans elskte Muse klage, H u n skal Vibes Væ rd afmale, Krandsen om hans U rn e slynge, Norske Skialdre! op at qvæde, Sætter den i Rygtets Tempel, T h i hans muntre Sang om Glæde. Bar Naturens sieldne Stempel. Unge, kiælne norske Piger, Planter om hans G rav Cypresser, O g med ømme T.aarer siger: Blomstre, som hans Navn, Cypresser.

Zetlitz.

Tanker ved Johan Vibes Død. Skal i m in Eenlighed ieg dig, min Ven! begræde? Kan ved din Hvile*Høj jeg ej beklage m ig? Kan mine Taarer ej din kiære Aske væde? I Guders høje Sprog jeg kan ej ære dig. Jeg bad: O Gratier! O Nordens Sanggudinde! H ielp mig at rejse ham et varigt Ærem inde! Men, ach! de sukkende mig dette Giensvar gav: \ i føle kun vort Tab, og iile til hans Grav. Rein.

Efter hans død er det ute med Det norske Selskabs glansperiode. Med Wessel gaar det ogsaa ned ad bakke, der klages over at «han dølger det pund naturen ham gav». Han sætter næsten aldrig sine ben i klubben; i den trykte digtsamling selskapet utgav 1783, findes intet fra hans haand, og i versprotokollen kommer han med en spinkel svanesang til «luftmaskinen». Det var Kjøbenhavns første ballon, som gik under en saa moderne betegnelse. Da. selskapets indre liv holdt paa at sygne hen, prøvet man paa at stive det av ved at forfatte nogen love, som utkom paa tryk. Der er meget høitidelige bestemmelser om optagelse i klubben. Vi vet at Rahbeks indlemmelse gik fuldstændig formløst for sig — der fandt slet ingen indvotering sted, som lovene dikterer og vi kan derav slutte os til hvor strengt de andre regler blev overholdt. De tre direktører Joachim Vibe var en av dem — sekretær, kasserer, bibliotekar, har vel ikke tat sig sit arbeide for tungt, og hvorfra skulde en arm student ta de 6 rigsdaler aarlig til kontingent? De seks aarlige generals