FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

155 Stud: juris Bøgh, Broder til den Veninde, hun opholder sig hos i Kjøbenhavn. Om hun end ikke selv havde anmodet mig om et Par Linier til den Digter, hvis Værker har skjænket hende og hendes Søstre, ja vort hele Huus saa mange behagelige Timer: saa havde jeg naturligviis af mig selv undet hende den Glæde at see ham og hans elskelige Hustru. Skulde Nogen af Deres, kjære Ven! komme til Bergen, skal det være mig en Glæde at bidrage til at giøre dem Opholdet her behage* ligt. Min berømte Landsmand Prof: Dahl gjorde mig forrige Sommer den Ære og Glæde at opholde sig i mit Huus i 3 Maaneder. De seer deraf, at jeg har Rum for en Ven (Vennerum er altid stort nok) i mit Huus, om De selv skulde faa i Sinde at besøge Bergen, — det herlige Bergen, som De i gamle Dage fandt Deres Fornøielse i at nedrive, fordi jeg hævede det til Skyerne. Men at skrive Dem til og ei med det samme tale et Par Ord med Deres Kone, gaaer ikke an. Hun og jeg er det jo egentlig, som corresponderer sammen. End om vi havde Hemmeligheder sammen; — end om jeg bagtalte Dem, som saa sjelden skriver vend derfor ikke Bladet — den følgende Side er be* stemt for Deres Kone. Med Høiagtelse og Hengivenhed Deres Sagen. Høistærede Fru Professorinde! A f foranstaaende seer De den egentlige Anledning til at jeg denne Gang tillader mig at skrive et Par Ord til Dem og Oehlenschlåger. Eninderlig kjær og jeg tør lægge til, fordi De selv som lykkelig Moder vil undskylde min Forliebelse, en elskelig Datter, som i kort Tid opholder sig i Kjøbenhavn, ønskede jeg maatte gjøre Deres Bekjendtskab. — Lykkelig Moder, sagde jeg om Dem, — og det randt mig i Hu at De nylig har havt den Hjertesorg at miste en talentfuld, elskværdig, Datter — men saa har De dog en Gang været saare lykkelig — og fra Erindringens Paradiis kan intet jage

mig til! —