FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

126 sin Kone, og det saa ganske uformodentlig, at hans Hierne var nær ved at blive forvirret, heraf fulgte da at jeg hvilket endnu vedvarer, forretter Embedet allene, og den Tid jeg har tilovers, maae jeg tilbringe med ham og hos ham. — Atter et Bevis paa at — om ingen Egn en røg frie Himmel svæver, samt at der stedse skal lægges noget sørgeligt til fo r den sande Sorgs etc. — og at Polygonon hydropiper groer overalt. — De veed vel alt at jeg omsider er befordret — og det ikke til Tronhiem, men til Eidanger og Brevig, hvor jeg, om jeg mindes ret, vil være Dem Vs Grad omtrent nær* mere end jeg nu er, hvorledes dette Kald for Resten er, veed jeg kun lidt at sige; Jeg har aldrig søgt Kundskab derom, thi jeg har aldrig søgt Kaldet — Paveis, som har været res. Capelian der, vil omtrent kunde fortælle Dem, hvorledes jeg der vil faae det, om der falder god Mad, og til hvad Pris man kan have Gaasessteg etc. Bliv nu, ædle Veninde! ikke splitsindt paa Cancelliet, fordi Jeg er befordret meer efter mit Ønske, og fordi min gode Engel har faaet noget at flæbe over. — Det træffer saa siælden, og jeg formoder han vil snart komme sig igien. — Tak, tu* sinde Tak for Deres Brev som viser mig at De, og Hufeland, Gud skee Lov, vedbliver at være gal. — Gid det vedvare endnu i mange Aar til Deres Rahbeks og andre Venners Fornøyelse. — Samtalen mellem Hufeland, som Gliickstadt, og Dem har jeg tænkt mig og tør paastaae at have truffet det rigtige, trods Dem ; dog det er sandt, Deres Phantasie gaaer ogsaa en god Deel høyere, nemlig til at efterligne Mennesker som De aldrig har seet, og dernæst at beundre Ligheden. — Middelfart bragte mig Nathan og 3 Bind danske Dig* tere, men glædede mig dog ikke nær som meget med dette, som med at fortælle mig at han havde seet Dem, jeg udspurgte ham, hvorledes De saae ud, som om jeg aldrig havde seet Dem, eller og seet for meget paa Dem. Paa hans Beskrivelse over Deres Øyne, Farve, Raskhed, kunde jeg fornemme at han rigtig havde seet Dem, ligesom jeg af hans Beskrivelse over Rahbeks Flittighed, som, for ikke at spilde Tiden, skar Penne,