FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

90

Den store Mand, som fatter om sit Bæger, O g fører det til tørre M und, O g tørner det, fast Huuset sig bevæger Polskdansende paa svage G rund, Det største Hæders N a vn ham giv, Kald ham et sandt Nom inativ. Den Mand, som, troe i D rik, trods ivrig Praten Om Kirkens V e l og Statens Flor, Opdager en Polak, der glemte Staten, Fast var den kun en Linje stor O g raaber heftig: H vis ? ham give Det Hæders N a v n : Et Genitiv. O g den som kalder sine Venner sammen O g leyrer dem venskabelig, Om breede Bord, hos Punch og Sang og Gammen O g raaber : kom og drik med m ig ; H a n er — fast var han ellers stiv — Et bøyeligt og smukt Dativ. Den længe hos en drægtig Bolle tøver O g glemmer mer end Jordens Vee, Som Wibes, Todes, Rahbeks Viser prøver, Den sieldne Mand, mod hvilken Puffen smiler Med dalilask Forføriskhed, O g i hvis Lomme Jordens Kummer hviler Blandt blanke G runker gravet ned H a n kand fremkalde Punch og Liv, H a n er et megtigt Vocativ. D o g Mennesket i alle Fald kand komme, 1 alle Casibus kand staae — E r Bollen tom og pengeløs hans Lomme, O g Puffen død, han da maae gaae Radbrekkende dem alle T re ; 0 Venner! han er uden K iv Et latterligt Accusativ.

O g slæbe paa et nøgternt Liv Et sandt ynkvæ rdigt Ablativ.

Kom Venner, tag det fulde Glass i Hænde Deklinationen Biefald giv. G id Ingen, før hans Levedag tar Ende,

Maae synke til et A b la tiv: I alle andre Fald en Mand D o g Glæde har, om ey Forstand.