FraDetGamleKongensKjøbenhavn

96

Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

imod den Respekt, De som Undersaat er Deres Monark skyl­ dig, selv om denne Monark ikke var Deres Velynder og Vel- gjører. Kun i Betragtning af Deres godmodige, harmløse Ka­ rakter, og fordi jeg ved, at De af ganske Sjæl er mig hengiven, vil jeg tilgive Dem Deres Ubetænksomhed og ikke for F rem ­ tiden tænke mere derpaa. Men intet Tilbagefald under Straf af min højeste Unaade! Forstaar De, min H erre !“ Med disse Ord gik Kammerherren med en skjødesløs nedladende Bøj­ ning ind i Sideværelset. — Kongen havde i Begyndelsen staaet noget forlegen, uvilkaarligt selv kopierende den forbløffede Kammerherre, saaledes som denne havde vist sig et P a r Mi­ nutter i Forvejen. Men tilsidst sejrede hdns godmodige Natur, han udbrød i en stormende Latter, og Schrødersee var til­ givet. — F rederik den Sjette kunde godt lide at gaa civilklædt om­ kring i Frederiksberg 11ave og se Folk more sig der eller holde deres Maaltider i det grønne. Dog holdt han sig i Af­ stand, maaske for ikke at genere. Han tog saaledes, som Over- skou fortæller blandt sine Smaatræk til denne Konges Karak­ teristik, især gjerne Vejen hen til en Allee i Nærheden af Fasangaarden, fordi der stod Borde og Bænke, hvorved Fa ­ milier sad og spiste. Hørte han nu en ret munter, højrøstet Passiaren, da stillede han sig ubemærket noget borte, med Hænderne paa Ryggen baglænds mod et Træ paa den Side, som vendte fra Selskabet, og saa op i Luften, som om han stod i sine egne Betragtninger, men gottede sig saa hjerteligt over at høre deres Spøg, Latter og Sang, at han ved Afklædningen i rigtigt godt Lune og meget snaksom fortalte Kammertjeneren alt det morsomme, han saaledes havde hørt, „uden at et ene­ ste Menneske lagde Mærke til ham “. En Aften blev han imid­ lertid røbet. E t lille Barn, der løb og legede, var, uden at han bemærkede det, kommet hen til ham og stirrede saa tro­ skyldigt paa ham, at han syntes ikke at kunne andet end kjærtegne det, hvorved Faderen blev opmærksom, gik hen efter Barnet og forbavset gjenkjendte Kongen. „Naa, saa skal jeg love for, at Deres Majestæt blev overrasket,“ sagde Wester- gaard, da han leende fortalte ham det. „Ja vist gjorde jeg,“ sagde Kongen, „for det var jo underligt, at jeg stod der; men jeg fattede mig strax og sagde til Manden: „Det er rigtigt el kjønt lille Barn, De der lia r;“ og saa gik jeg, som om der ingen Ting var, hen forbi Bordet, saa paa Selskabet, tog min Kasket af og sagde: „God Aften, Godtfolk! Lad Dem ikke for­ styrre! Det er et dejligt Vejr; god Fornøjelse!“ — „De blev da