FraDetGamleKongensKjøbenhavn
78
Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden
Sange og Jodlen gjorde megen Lykke. Pavillonen blev da talrig besøgt, og selv det smukke Ivjøn af Kjøbenhavns Elite begyndte at indfinde sig; men dette blev i en endnu liøjere Grad Tilfældet, da Italienerne Perricini og Annato med sidst nævntes Hustru bleve engagerede af Monigatti for at give Aftenunderholdninger. Ligesom de fleste italienere kunde hverken Perricini eller Annato rose sig af aL være kunstnerisk uddannede Sangere, men deres Stemmer vare smukke, deres Sange ligeledes, og de gjorde stormende Lykke, hvoraf na tu r ligt fulgte, at Fortjenesten stod i Forhold dertil. Annatos Kone spillede Violin, men sang ikke; de to andre akkompagnerede sig selv med stor Virtuositet paa Guitar og Mandolin, og de lod det ikke blive ved paa en ligefrem Maade at foredrage deres Sange, men de sang navnlig Buffoduetter i Karakteren og gav dem en dramatisk Udførelse, som havde noget uvanL og højst tiltrækkende for Publikum. Derhos udøvede det frem mede, smukke Tungemaal, hvori de foredrog deres Sange, et mægtigt Trylleri, og det kan muligvis antages, at det er disse Sangere, Perricini og Annato, der allerførst have vakt Sma gen for italiensk Sang og Musik hos os Kjøbenhavnere. Om Ægteparret Annato fortælles der, at det rejste til St. Peters borg, hvorfra Annato paa Grund af saavel mundtlige som skriftlige uforsiglige Yttringer blev transporteret til Siberien; Perricini derimod giftede sig med en Kjøbenhavnerinde og fæstede Bo her for bestandig. Den Furore, som de nævnte italienske Sangere gjorde, over- straaledes om muligt endnu af Ivjøbenhavnernes Begejstring for et P a r franske Sangerinder, der nogle Aar efter en Sommer spillede og sang i Monigattis Pavillon. Vore unge Løvers H jer ter vare dengang ligesaa let fængelige, som de ere det nu, naar et Pa r smukke Øjne udskyde Brandpile. Sangerinderne vare franske, og de vare smukke, og de brugte deres Øjne med en ualmindelig Færdighed — og hvo kan saa undres over, at der skele et græsseligt Nederlag. Hertil kom, al disse Sangerinder ankom hertil i den Periode, da, som det hed, Folkebevidstheden var vækket af sin Dvale, da Frihed, Lig hed og Broderskab vare Ord, som især den unge Verden førte i Munden. Hvilken Lyst var det da ikke, naar disse Sanger inder, ganske friske bidkomne fra Kevolutionens Arnested, istemte Marseillaisen og Parisiennen; hvilken Gammen at støde med Stokken mod Gulvet som Akkompagnement, og naar de saa istemte Omkvædet: „Aux armes, citoyens! Formez vos bataillons!“ troede de i Begejstringens Hede, at de af Gud
Made with FlippingBook