FraDetGamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

70

anseligt og smukt Theater paa en af Blaagaards Parceller. Til Pantomimen var engageret den L e v i n ’ s k e Familie, be- staaende af Faderen og hans tre Dø tre, Ro s a , F l o r a og E l i s a . Levin, en født Englænder, havde et meget anset Navn som Mimiker, som Pantomime-Komponist og som Ekvilibrist samt som Harlekin i Pantomimen, og hans tre unge, meget smukke Døtre havde allerede paa udenlandske Theatre er­ hvervet sig stor Anseelse ved deres gratiøse Dands og ved deres Optræden i Pantomimen, hvor Rosa spillede Colum- bines Rolle. Af andre Medlemmer kan nævnes Linedandser- og .Akrobatfamilien L o n g u e m a r e . Efter daværende Rlades An­ meldelser, hvorved de støttede sig paa udenlandske Rlades Vidnesbyrd, lovede disse Forestillinger en ualmindelig In ­ teresse og en stor Tiltrækning; men disse Forventninger bleve ikke saa lidet skuffede. Tingen var nemlig den, at Levin som den, der forestod Pantomimens Arrangement, bragte sine egne Kompositioner til Opførelse, der efter engelsk Tilsnit vare meget forskjellige fra de Casorti’ske. Det var saakaldte For­ vandlingspantomimer, beregnede paa et engelsk Publikum, og hvis fremtrædende Egenskaber bestod i en Række frap ­ pante Forvandlinger, i en bestandig Afvexling af Dekorationer, af Spring og Kunststykker, men uden den sammenhængende komiske Handling, som findes i de ældre italienske Panto­ mimer. Den langsomme italienske Pjerrot, der med sine ejen­ dommelige Bevægelser afgiver en saa karakteristisk Modsæt­ ning til den altid i livlig Bevægelse spillende Harlekin, maatte her vige Pladsen for den nationale engelske Clown, som vel er kejtet og uophørlig gjør dumme Streger, men ingenlunde skal være langsom i Fæ rd og Væsen. Dette faldt slet ikke i Publikums Smag, og det kunde aldeles ikke forsone sig med Savnet af den „hvide Mand“. Dertil kom, at Levins Harle­ kin mere var Springeren og Ekvilibristen, end den oprindelige italienske Maske, og Longuemares Pantelon var ogsaa en hel anden end Kassander i Pantomimen, saaledes som Figuren var kjendt fra Vesterbros Morskabstheater. Kun Rosa Levins Go- lumbine og hendes Søstres Dands syntes man rigtig om, men det var ikke nok til at fængsle Publikum. Det er ikke Hen­ sigten her at skrive Nørrebros Theaters Historie; det er nok at anføre, at efter en Existens af et Par Aar, under hvilken Be­ styrelsen paa forskjellig Maade søgte at bringe de forfaldne Af­ færer paa Fode, var det en Fallit nær, som kun forebyggedes derved, at Theatret en skjøn Dag gik op i Flammer. Saaledes var det forbi med Konkurrencen for det Kuhn-