FraDetGamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

49

de benyttedes egenlig kun af Adels- eller Pengearistokratiet—, paa en saadan Holstensk vogn var undertiden en Snes Mennesker sammenpakkede, store og smaa, thi alle maatte med. Eller man gik ud af Porten og satte sig paa en af de bekjendte, af Bønder udlejede Kaffemøller, med Brædder i Stedet for Agestóle, og som af de udmagrede Heste møjsommelige bleve trukne hen ad den støvede Landevej*). Men Turen foretoges ogsaa, og man kan sige for det meste, til Fods. Da saa man en stor Familie, i hvis Midie befandt sig en Barnevogn med en eller to af de yngste Poder, og hvis yngre Medlemmer bar en stor Kurv med Varerne, bevæge sig lystigt og vel til Mode, leende og passiarende, hen ad Stien langs Strandvejen, ikke ændsende Støv eller Hede, men kun tragtende efter at kom­ me ud til „Bakkens“ Eldorado for at høre Tamburmajoren, Frederiksstensfæstningsmanden, beskue den uforlignelige Me­ ster Jakel og faa sig en Tu r i Kastegyngerne eller i Ballonerne og paa Piestene for derfra at stikke efter Bingen. Og saa Be­ søget ved Kilden, hvor Fatter altid skulde have sig en aparte Ivognak, og saa Maaltidet i Mad. Pætges’s Telt, og dernæst Vandringen gjennem Ordrups Krat til Charlottenlund, hvor man hos Grøndals nød sin Aftensmad, og hvor de unge Men­ nesker til Slutningen fik sig en lystig Svingom, hvis man ikke foretrak at høre paa Hornmusiken ved Teltene nær Indkjørselen ved Strandvejen. Alt dette ydede en prægtig, en uforlignelig Fornøjelse. Mødig og træt søgte man nu at kom­ me til at age hjem paa en Kaffemølle, hvis Prisen ikke var for dyr, og hvis Fatters Pung tillod det. I modsat Tilfælde begav man sig, trods alle Dagens Anstrængelser, med den største Frejdighed paa Hjemvejen, stundom hvilende sig lidt paa Grøftekanterne, og i Slukefter fik man sig det reglementerede Krus Gammel tøl med en Pind i. Hvor lang end Vejen var, vandt man omsider hjem, og den næste Dag fortaltes det Venner og Naboer, hvor prægtig Turen havde været, og hvor meget man længtes efter at gjentage den. Men det skete dog næppe saa snart, tilføjede man sukkende, thi Tiderne var ikke til at give saa mange Penge ud mer end en Gang om Sommeren. Eller man vandrede en Søndag ud til Frederiksberg. Den­ gang kjendte man hverken Drosker, Omnibusser eller Spor*) Ved disse Skovture undgik man i Reglen Strandvejen mellem Charlotten­ lund og Emilie Kilde, fordi denne Del var altfor stenet og sandet. Man kjørte derfor ud gjennem Charlottenlund og ad Christiansholmsvejen, hvor­ fra m an ved Emilie Kilde a tte r kom ud paa Strandvejen. J. Davidsen: F ra det gamle Kongens Kjøbenhavn 4