FraDetGamleKongensKjøbenhavn

183

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

tes han at bortkaste hele sin egen Personlighed og iføre sig sin Rolle; han traad te ind, og hans Blik, Gang og Stemme, alt ma­ lede Karakteren med en uforlignelig Fuldendthed og Klar­ hed. Bifaldet begejstrede ham endnu mere, og i fjerde Akt brød hans stærke Aand ethvert Baand, hans skrøbelige Legeme paalagde ham; hans Scene med Hertugen af Nemours og François de Paule var fuld af de dristigste Træk, de mest gjennemtænkte Nuancer, men savnede derfor ikke Bestemt­ hed og levende Kolorit; hans Styrke steg ved det stormende Bifald, hans Fantasi opflammedes, den brudte Stemme, de ængstelige Raab fik en indre Kraft og et Udtryk, som gjorde en rystende Virkning. — — Men da Tæppet faldt for fjerde Akt under Husets Jublen, var Fortryllelsen hævet; Winsløv var atter sig selv, kun langt mere kraftesløs og mat, end da han første Gang skulde træde ind; næsten bevidstløs sank han i sine tililende Venners Anne. Det varede længe, inden han kunde komme saaledes til sig selv, at han turde vove at træde frem; man begyndte virkelig at tro, at det vilde være ham umuligt, da han lod sige, at man kunde begynde Akten. Som en Skygge vaklede lian ind paa Scenen; den Mathed, hvormed han greb paa Stolen for at holde sig, den døde, klangløse Fremsigelse af de første Repliker, de halvt brustne Øjne gav et saa sand­ dru og skrækkeligt Billede af den halvopløste Konge, der af Rædsel for Døden klam rer sig til Livet, at de andre Rolle­ havende ængstedes og troede, at det var den sidste Gnist af Liv hos Kunstneren, der gav hans Indtrædelse en saa frygte­ lig Sandhed. Men det næsten udslukkede Liv flammede op igjen, da Kongens Heftighed atter ytrede sig, og han spillede Rollen til Ende med al den Kraft og Genialitet, hvormed han havde begyndt den. Man ledede ham op paa hans Værelse, medens han flere Gange med meget mat Stemme gjentog: „Hvor jeg er træt; jeg ved ikke, naar jeg kan spille igjen, jeg maa have Ro­ lighed; Sommeren maa hjælpe mig.“ Det herved udtalte Ilaab bristede: det var sidste Gang, han havde betraadt Scenen, og den 4. Oktober 1834 indslumrede han i sin Hustrus Arme. Saaledes afbrødes brat en Kunstnerbane, der vel havde været forholdsvis kort, men i den sidste Del desto mere glim­ rende. De ydre Betingelser, han medbragte til Scenen, vare, som tidligere omtalt, ikke videre heldige, men denne Vanske­ lighed beherskedes af et Geni og et Studium, hvorved han tor­ stod at omdanne sin Personlighed efter den Rolle, han havde at udføre. Isæ r var han en Mester i at maskere sit Ansigt og give det det rette Udtryk. Hvad der meget kom ham til Gode