FraDetGamleKongensKjøbenhavn

180

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

„Det er en syvstjernet Sol, som skal bruges Lil „Tryllefløjten“,“ svarede Holstein. — „Ja saa! Hvad mon Torveprisen er paa den Slags A rtikler?“ sagde Lindgreen tørt. — „Hr. L ind­ green, jeg maa frabede mig Deres Vittigheder. De maa huske paa, hvem jeg er. Det gaar snart for vidt med Dem. Det er nok bedst, at vi to skilles.“ — „Saa? Jeg kan dog aldrig tro, at Deres Excellence saa snart vil tage Deres Afsked.“ — At han holdt meget af et godt Glas Vin, og at han var en stadig Gjæst paa Hagens Kjælder, hvorfra han undertiden indfandt sig paa Theatret i en temmelig omtaaget Tilstand, er bekjendt nok. Dette forhindrede dog ikke, at han fra det Øjeblik, han be- traadte Scenen, var ganske sig selv og spillede ypperlig. En Formiddag, kort før en Prøve skulde begynde, hvori han dog ikke skulde deltage, sad han afsides ved et Bord paa Kjælderen med et Glas Vin foran sig. Det var en bitterlig kold Vinterdag. To unge Theaterelever følte Trang til at faa sig et Glas, de kom ned til Vintapperen, og uden at se Lindgreen bestilte de to store Glas Portvin. Ligesom de vilde til at nyde Vinen, fik de Øje paa Lindgreen, og af Frygt for en Revselse for den F ri­ hed, de havde taget sig, undskyldte de deres Nærværelse paa Kjælderen med, at de frøs, og at de havde følt stærk Trang til noget at varme sig ved. „Aa,“ svarede Lindgreen, „1 blive nok varme, naar I komme paa Prøven. Det klæder ikke unge Mennesker at gaa paa Vinkjælderen.“ — „Men vi have allerede betalt Vinen,“ bemærkede de noget forknyt. — „Gjør intet til Sagen; gaa I bare over paa Prøven, Børn. Jeg skal nok drikke Vinen.“ K a r l W i n s l ø v hørte til en yngre Generation end de tre forhen omtalte store dramatiske Kunstnere, og disse vare og­ saa allerede næsten Veteraner ved Theatret, da han 1816 blev ansat derved. Men desuagtet svang han sig op til næsten at blive dem sideordnet, og naar man i Aarene tyve, altsaa kun faa Aar efter at han var bleven Skuespiller, nævnede dem, der ved Genialitet eller fremragende Talent kunde betragtes som Theatrets Støtter, var Karl Winsløv blandt disse. Ikke desto mindre hørte han ikke til dem, der som Ryge og senere i en vis Henseende Nielsen strax LogPublikum ligesom med Storm ved at fremtræde enten næsten som helstøbt Kunstner eller i alt Fald med saadanne Evner og Anlæg, der røbede et ual­ mindeligt Talent. I den første Tid stod han, som det hedder i Theatersproget, i Stampe som Elev i den dramatiske Skole. Ilan fik mindre Roller, der ikke laa for ham. Man havde i det hele taget ikke store Tanker om hans Evner, og lios ham