FraDetGamleKongensKjøbenhavn

147

Kjøbenhavnske Klubber og selskabelige Foreninger

det først bragte Ewalds „Balders Død“ paa Scenen, forinden dette Digterværk gik over til det kongelige Tlieaters Reper­ toire. Der opstod imidlertid Splid mellem Medlemmerne, navn­ lig om Ikke-Skuespilleres Optagelse, og Følgen var, at paa Indstilling af Theaterbestyrelsen blev Selskabet ved konge­ lig Ordre opløst, efter at det liavde bestaaet i halvtredie Aar. Det er ikke usandsynligt, at dette Selskab gav Ralibek og Thomas Tliaarup Ideen til Stiftelsen af det d r a m a t i s k ­ l i t e r æ r e S e l s k a b , som fandt Sted i 1789. Mest bekjendt er det under Navnet B o r u p s S e l s k a b efter den første Vært, i hvis llu s det spillede. Gjennem en lang Række af Aar hæv­ dede det en stor Anseelse saavel ved sine mønster værdige Privatforestillinger, hvori enkelte af det kgl. Tlieaters Per­ sonale medvirkede, foruden at flere Kapelmusici medvirkede i Orkestret, som ogsaa derved, at det blandt sine Medlemmer talte mange ansete Mænd af Embedsstanden og Literaturen. Af ældre Skuespillere optraadte Rosing, Knudsen, Rind o. fl., og Nielsen forsøgte sig her, før han gik over til National- theatret. Blandt dem, der, uden at være Skuespillere af Faget, udfoldede et ikke ringe scenisk Talent, nævnes Wiehernes Fader, afdøde Havneskriver Wielie, Stephen Heger, F tatsraad L. N. Hvidt, F ta tsraad Salicath, Etatsraad Dr. Otto. Rahbek selv op traadte oftere, navnlig i liolbergske Stykker som Je­ ronimus, skjønt han aldeles ikke havde Anlæg til at spille Komedie. Man tillod, at han spillede, fordi han ønskede det, og hans Præstationer vakte vel almindelig Munterhed, men han mærkede ikke, at man morede sig paa hans Bekostning. For at give et Begreb om lians Spil i det hele vil det, som afd. E tatsraad Otto fortæller i en Artikel i „For Romantik og Historie“, være tilstrækkeligt at anføre, at han i alle sine Roller ufravigelig iagttog sine gamle Vaner. Han holdt saa- ledes altid helst begge Hænderne bag paa Ryggen, hvor de generede ham mindst, og paa de mest upassende Steder drejede han uafladelig Tommelfingeren paa højre Haand i Fladen paa den venstre o. s. v. Otto fortæller flere karakteristiske Anek­ doter om Ralibeks Komediespil. Som oftest lærte han ikke sine Roller ordenlig, og han staar saaledes i Borups Selskabs Protokoller flere Gange mulkteret „paa Grund af Uvidenhed“ i dem. En Aften, da han spillede i et Stykke, der hed „Deser­ tøren“, tog han hvert Øjeblik den ene Replik efter den anden fra sine Medspillende, og da en af dem gjorde ham Bebrej­ delser i den Anledning, svarede han ganske rolig: „Jeg skal sige Dig, min Broder, jeg ha r selv oversat Stykket og spillet