FraDetGamleKongensKjøbenhavn

133

Kjøbenhavtiske Klubber og selskabelige Foreninger

Trinitatis Kirke af Siørgemusiken i Anledning af Kong Chri­ stian den Sjettes Død, der skulde opføres den 20. Oktober 1746, kunde Holberg, der var tilstede ved den, ikke beherske sine Følelser, naar en vis gribende Passage foredroges. Koret, bestaaende af mere end 30 Personer, stod opstillet i en Ilalv- maane ,i Koret foran Indgangen, Holberg med flere andre Tilhørere stod mellem Koret og Alteret. Naar det rørende Sted forekom, skjulte Holberg sig bag Alteret med Lomme­ tørklædet i Haanden. Scheibe bemærker, at dette Bevis paa Bevægelse vakte saa meget mere Overraskelse, fordi Holberg i hele sit Væsen ikke bar nogen Følsomhed til Skue. — Hvad iøvrigt Selskabets Historie angaar, skal det kun anføres, at det efterhaanden erhvervede sig saa stor Anseelse, at Frede­ rik den Femte indrømmede det Salen paa Charlottenborg til dets Koncerter, hvorfra det dog efter et Aars Forløb for- trængtes, da Salen skulde benyttes til italienske Operaer. Disse Operaer bleve ogsaa en farlig Konkurrent for Selskabet, Til­ hørerkredsen indskrænkedes, og tilsidst blev det (i 1748) op­ løst, væsenlig af Mangel paa fornøden Deltagelse fra Publi­ kums Side. Langt ældre end dette musikalske Selskab var en anden Forening, kaldet „det pavelige Kollegium“, der ogsaa havde Medlemmer udenfor Kjøbenhavn. Den omtales af Holberg i Epistlerne og i „Moralske Tanker“, og efter alt at slutte var den stiftet udelukkende til Morskab og lystig Underholdning. I „Moralske T anker“ meddeler han derom følgende: „For nogle Aar siden havde nogle lystige Hoveder stiftet et latter­ ligt Societet , som forestillede Paven med hele Cardinalernes Collegio. Den, som skulde agere Pavens Person, blev saaledes underretted, at han udi Gebærder og Tale skulde lade se en bestandig Gravitet. Den samme habiliterede sig saaledes udi samme Karakter, at han ved at efterabe en Andens Natur ligesom talede i sin egen. Thi efterat. Societetet var ophæved, og han havde en Gang en Sag at udføre for en vis Ret heri Staden, talede han med en saadan Gravitet og Myndighed, at Assessoren udi Retten, som ikke kjendte ham, menede, at han var beskjenket. Men, da de finge at høre af Præsidenten, som havde Kundskab om ham, at han nyligen tilforn havde været Pave, blev deres Fortrydelse forvandlet til Latter.“ E. Pon- toppidan omtaler i sine Collecteana ligeledes dette Selskab, der efter at have bestaaet i en halv Snes Aar ophørte i 1718. Som det lader til, ha r det bestaaet af Folk i agtede Stillinger. Der nævnes saaledes Højesteretsadvokat Wesling, der agerede