FraDetGamleKongensKjøbenhavn

En Tur til Sko v en i gamle Dage

120

Svada tyder paa, at den Omhu, han ha r vist Romdunken ved at gjemmc den under Kuskesædet, ha r smagt noget af Egen­ nytte. Fader er betænkelig med Hensyn Lil Kjørselens Sikker­ hed paa Strandvejen mellem de mange Kaffemøller, som kryd ­ se hverandre, og han beder Hans at kjøre forsigtig. „Gode H erre,“ svarer Hans, „De kan være ligesaa sikker paa min Vogn, som om De laa i Deres Bedstemoders Dragkisteskuffe. Øgene, de ved Besked.“ — „Det er meget heldigt,“ mener Fader, henvendende sig til os, „for det lader til, at Hans for Øjeblikket selv ikke ved synderlig Besked. Men jeg skal nok passe paa, at der ikke sker noget galt.“ Nu ere vi alle paa Vognen, og under et skingrende H u rra som Farvel til Skoven for dennesinde svinge vi ud paa Vejen. Svingningen tyder paa en vis Usikkerhed, men vi sande Hans Polisks Ord, at Øgene vide Besked. De have Følelsen af, at de skulle hjem efter en møjsommelig Dag, og de løbe rask af Sted, krydsende mellem de mødende Vogne. Det er en dejlig Nat. Maanen er oppe, Havet glimrer i Sølvglands, og Træerne staa i en magisk Belysning. Men jeg er ikke ganske mod­ tagelig for de skjønne Naturscener, jeg er lidt træ t og en Del søvnig, og mine Øjne lukke sig. Pludselig vækkes jeg, idet Vognen holder. Vi ere ved „Sluk- efter“. Her holder en lang Række Vogne. E t Krus gammelt 01 med en Pind i er det almindelige Reglement, og det bør vi heller ikke tilsidesætte. Efter længere Tids Forløb rækkes det os, men vi finde ikke synderlig Behag deri, og nu af Sted igjen. Mine Øjne finge atter Dvale — men bums! det er en Vogn, der er k jørt paa os, eller vi ere kjørte paa den — der opstaar om dette Spørgsmaal en ivrig Strid mellem vor Kusk og Kaffemøllens. Striden true r endog med at gaa over til Haandgribeligheder, thi de ere begge sprungne af Vognene for at faa fat, i hinanden. Men Fader lægger sig derimellem, og de skilles ad, efter at have vexlet venlige* Høfligheder, som „Bondekanin“, „Torskepande“ og desl. Da Eventyret er gaaet for sig uden videre farlige Følger, morer det os kun og h a r gjort mig aarvaagen. Klokken er over 12. Østerport er lukket, og vi maa der­ for kjøre ad Farigmagsvejen til Nørreport. Ved Ravelinen gjør Konsumtionsbetjenten det almindelige Spørgsmaal: „Har De noget?“ Fader svarer, at vi komme fra Skoven, og med et „Værsgo’ — k jø r!“ slippe vi Konsumtionsbetjentens generende Søger. Nu gaar det rumlende gjennem Gaderne, og vi holde ved