FraDetGamleKongensKjøbenhavn

En Tur til S ko v en i gamle Dage

116

bagere. Hvor Damerne tage sig sirlige ild med deres blom­ strede Sirtses Kjoler med Livbaand og store Spænder, med deres hvide, tilbagebøjede Lin 0111 Hovedet, deres store Guld- armringe øg Guldkjæder, og alt er saa propert. Studenten indbyder os til en Vaffelsmaus; han er det sagkyndige Med­ lem, og det er lians uforgribelige Mening, at af alt, hvad Bak­ ken h a r at byde, ere Vaflerne det eneste, der er værd at nyde. Skjønt jeg i det væsenlige er af en anden Mening, be­ holder jeg den dog for mig selv. Den gode Appetit, hvormed jeg fortærer de velsmagende Vafler, slaar min Logik af Marken. Nu er Trængslen bleven stor paa Bakken; man kan næppe komme forbi hverandre, man mødes, og man skilles. Da­ merne faa deres Garneringer nedtraadte eller deres store Puf­ ærmer trykkede. Men denne Trængsel ha r ogsaa sin gode Side, som det unge Menneske i „St. Hans-Aften Spil“ be­ mærker : „Jeg h a r altid Længsel E fter saadan en Trængsel, Saa komm er man de kjæ re Piger næ r, De Smukke især! Hører ved deres Hænder, Skuer i deres Ørne, som tæ nder, Indsuger med sit Blik Elskovsdrik. Søde Gudinde! Og Trængslen bliver endnu stærkere paa enkelte Steder ved den Slingring, en eller anden af Skovgjæslerne, der sejler med fuld Ballast af finkeljokumsk Gemytlighed, gjør i den tætte Mængde for at bane sig Vej. Isæ r er det Tilfældet med en borgerlig Artillerist. Han er i fuld Uniform, med hvide Buxrer, rød Kjole med Svalehale og en af de bekjendte Chakots, der ere vel skikkede til Opsamling af Regnvand. Det sorte Flor om Armen viser, at han har fulgt en god Ven til Jorden, og det er aabenbart, at han har søgt at dæmpe sin Kummer med flydende Varer af forskjellig Art. Han er temmelig nær- gaaende i Ordets egenlige Forstand, og Fader, Moder og Bedstemoder mene derfor ogsaa, at det er paa Tiden at kom­ me bort fra Bakken. Studenten finder imidlertid, at vi først bør have en Gynge tur. 0 ja! det er dejligt, raabe vi, og vips ere vi i Kastegyngen. Du komm er for at svinde. Hvilket Øie! Hvilken Arm! Hvilken Væxt! Hvilken Barm! Jeg h a r altid Længsel E fter saadan en Trængsel.“