FraDetGamleKongensKjøbenhavn

En Tur til Sko v en i gamle Dage

108

Vi nærme os Lyngby. Der kommer nogle kongelige Vogne, den ene med fire Heste for og en Forrider. I den aabne Ka­ leche sidde en H erre og en Dame, og vore Hatte flyve af. Det er Prinds Christian og hans Gemalinde, et dejligt Par at se til. De gjøre en Morgenudflugt fra deres skjønne Sorgen­ fri. Vi ere ganske stolte af at have mødt dem, det er en lille Episode i vor Tur, og vi fortælle siden til alle, hvor artig de hilste os, som om vi vare gode gamle hekjendte. Nu videre ad Landevejen mellem smilende Marker, bug­ nende af en frodig Sæd med dens forskj ellige Skatteringer. Vi nærme os Skovpartierne, og nu ere vi ved vort første Be­ stemmelsessted. En høj, stejl Bakke fører derop. Hans Polisk tager Tømmen fra mig og lader Øjet betænkelig flyve over den stæ rkt belæssede Vogn. Fader mener, at det er bedst at stige af og gaa Turen. Hans tror nok, at Øgene kunne trække, men det var dog ikke af Vejen, at Vognen blev noget lettet. Vi efterkomme Vinket, og i en F a rt ere vi nede af Vognen. Kun Bedstemoder bliver siddende, hun ha r saa ondl ved at komme ned, det gamle Skind, og der er da ogsaa et godt Stykke Vej til Søllerød Kro. Her ere vi da. Vi ile ud i Haven. Hvor der er smukt! Et sandt Schweitzerlandskab, bemærker Studenten. Overalt mø­ der Øjet de skjønneste Udsigter. Man ser ud over den skov­ kransede Sø med Kirken og Præstegaarden til venstre Side, en Mængde af Skovgrupper og Bugter langs Søbredden og den lille Landsby Øverød til hø jre med dens brune Tage og enkelte teglhængte Bygninger. I Øverød, siger Studenten, lig­ ger Sulims Gaard, nu forfalden, men engang et Sæde for Kunst og Videnskab. Dog, den lange T u r i den friske Luft h a r skærpet vor Appetit, som iøvrigt under almindelige Omstændigheder intet lader tilbage at ønske. Moder og Bedstemoder og Jane (saadan hedder min ældste Søster, det er egenlig en Skam, at jeg ha r glemt at præsentere hende for Læseren, hun er nok værd at se paa) og Jfr. Petersen — som, skjønt hun er Gjæst, dog mener at burde gjøre Gavn — ere i Fæ rd med at dække Bordene i den store Stue. Nu lyder Signalet, og vi tage Plads ved Bordet. Hvilken Overflod af dejlige Ting! Bare jeg kan faa Appetit til det altsammen, i det mindste maa jeg have lidt af hvert. Vi tage for os af Retterne saaledes, at vi kunne sige Sparto til de homeriske Helte. Der er et P a r Flasker Vin med, men de ere kun til de voxne. Fader skænker i Glassene, og saa siger han, efter at have nikket til os alle-