FraDetGamleKongensKjøbenhavn

F r ede r i k den Sjette. Den 3dje Decem ber 1880. D engang lians milde Øjne lukked I Døden sig, Og hele Folket græd for ham og sukked Som før engang ved Baldurs Lig, — Da kom den nye Tid, Og, skjøndt endnu et Barn i Svøbet, Saa kæmpestærk og rustet ud til Strid Bev Alt den liied i Sejersløbet. Dog medens trindtom nu af Alle hyldes Den Tid, der kom, Kan stundom end de gamle Øjne fyldes Af Graad ved Tanken om Hin underligt-naive Tid, Hint sjette FredTiks Regimente, Hin Drot, saa barsk og dog saa blid, Han, „som alene vidste“, hvad os tjente. Da lyder atter Mejselklangen Til os i Nord F ra Tibrens Bredder; tusindstemmigt Sangen Den svarer med sit Nattergalekor; Og henrykt Øjet ser igjen Det Firmament af lyse Stjerner, De Store, vi ha r elsket, men F ra hvem den nyhedslystne Hob sig fjerner. Dog det er Drømme! — Arhejdsklokken ringer Og vækker os paany; Den nye Tid sin friske Luftning bringer, Det gjærer i det unge Morgengry, Og hvorhen Øjet ser, Sig Kræfter trindtom røre, Bestandig ny’, bestandig fler og fler — Gid til Velsignelse det føre! H. P. HOLST.