FraDengamleHerresSkuffer

73 ihjel paa sin Post hin frygtelige Nat, da der ikke var en Fyrstik at faa fat i i Kongens København. Men han stod der, til den, der var stærkere end han, kaldte ham. Og Billedet af det gamle Hanetaarn, der var opført af store, røde Mursten, og som vel nok stammede fra Middelalderen, ældre, som det var, end nogen anden Bygning i København, begravet, som det rimeligvis blev allerede i Christian den Fjerdes Tid, fordi han havde andre Planer og andre Midler at forsvare Byen med, giver mig igen den gamle Digters Billede i Øje. Naar jeg staar her nede, hvor Hanetaarnets Plads er markeret blot ved en lille Runddel i Brolægningen, tænker jeg paa Hans Vilhelm Kaaland, som jeg saa sidste Gang netop der, og jeg husker, naar jeg ser paa den Rædselsarkitektur, der har bredt sig derom, hans bitre Ord: „D isse brogede Prøver paa hver en Maner, disse ny-pittoreske forfløjne, forlorne Murstensideer, — italienske — græske — normanniske Taarne — Rokokkopalæer, affekterte — groteske! A f oprindelig Stil har jeg fundet mer’ i en Legetøjsæ ske!“ A f Digterkval og Digterfryd har jeg aldrig mødt mere følt og oprigtig Inderlighed end den, jeg som stor Dreng følte strømme mig i Møde hos Kaalund.