FraDengamleHerresSkuffer

70 Mange store Ildebrande har hærget vor gamle Hovedstad, bedst mindes vi vel af Navn og af Læs­ ningen af Reisers Bog den „fyrgterlige Ildebrands- historie“ i 1728, da bl. a. Blasen sprang i Luften, Frue Taarn og Kirke lagdes øde, og 1795, da Branden be­ gyndte paa Dellehaven (nu Gammelholm) og Nikolaj Kirke gik op i Flammer; men ogsaa de store Slots­ brande 1794 og 1884 lyste ganske artigt op i Køben­ havn. For at slutte med denne sidste, maaske mest „monumentale“ Brand, vi nulevende Københavnere husker, er det vel fuldt ud retfærdigt at gøre en Uret mod vor daværende Brandchef, Oberst Meier , god igen. Han havde lige overtaget Ledelsen af Brandvæsenet, som da var helt i Forfald; det stod magtesløst, og man paastod, at Meier slet ikke var set ved Christiansborgs Brand. Det passede ikke, han tog Del i Sluknings­ arbejdet som den simpleste Brandmand, og han var ud paa Natten saa sodet og tilsølet, at end ikke gamle Kong Christian kendte ham, da de mødtes i Ruinerne. Men han lærte af den Brand nok til at sætte det glimrende Omorganisationsarbejde i Stand, der e r Grundlaget for vort nu helt moderne og sikkert mønsterværdige Brand­ væsen. Men som Mennesket i sin Tid stjal Ilden fra Gu ­ derne, saaledes stjæler denne atter stadig fra os, og der er god Grund til endnu, naar vi „føjer os til Sengs“ at mindes den gamle Advarsel i Vægterverset:

„B efaler Eder Herren fri, væ r klog og snild, vogter L ys og Ild, vor Klokke er slagen ti“ .

Klokkeslettet passer mærkværdigt præcist netop i Dag!