FraDengamleHerresSkuffer

36

hele Dagen og arbejder, de faar knap Tid til at spise den Mad, de selv laver, de syer selv deres Klæder og passer selv deres Børn. Men dette tilfredsstiller ikke Anklageren. En god Moder bør om Aftenen læse en god Bog for sin Datter, men hun bør ikke vaje paa Gaden med Hattefjere og Coiffure-Vimpler. Og hvis hun tror, at det er Mændenes Lyst ved Aftentid at „be­ skue Stjerner“, saa gælder dette kun „Stjernerne i de reelle Gader“, og det er uanstændigt at vælge denne Tid, hvor selv de umælende Dyr gør bedre Brug af Tiden, til at spadsere. Men Tode har sikkert gjort vore pæne Formødre megen og blodig Uret; han har fra den enkelte sluttet sig til det almindelige, og deri gør man altid Uret. Det er let nok5som han kræver for de spadserende: Solens Straaler, skyggefulde Skove, blomsterrige Enge, konstløse Hauger, der smigre Luften med balsamiske Dunster. En elastisk Luft skal fylde Lungerne, en anstændig Latter maa ryste Leveren — Ak, hvor fandt vore Formødre det i Kongens København? — Ikke en Gang paa de desværre forsvundne Volde; thi det var Fæstningsterræn, hvor ingen almindelige dødelige maatte gaa. Selvfølgelig var der løse Fugle den Gang ligesom nu, og det var dem, Tode dømte alle efter. Han kendte Aktricerne. Han vidste fra sin Ven Rahbek, at kun faa, som dennes tilbedte „Olsen“, den senereMadame Rosing, var uangribelig i sin Dyd; men han vidste, at Madam Preisler trods al sin Skønhed var en Hetære, der fra at svælge i Rigdoms Velvære endte med at maatte røre Sukkeret om i sin Kaffekop med sin Lillefinger, fordi hun ingen Kaffeske ejede; han havde med Tvivl læst Jomfru Biehls Forsikringer om den af Grev Danneskjold bortførte Jomfru Roses uberørte Dyd. Han vidste vel ogsaa nok, at Jomfru Thielo, hvis Dejlighed vi af de