FraDengamleHerresSkuffer

141

til Limfjorden og Nord for denne omkring Hjørring, hvor den kulminerede den 6. April, i hele seks Dage. Bag efter søgte Københavnerne at drukne hele Be­ vægelsen i det berømte eller berygtede „G rin “ ; de skulde nødig have gjort det. Der var en ærlig Forsvars- og Værnevilje i det danske Folk i de urolige Dage, og selv om den gav sig naive og godtroende Udtryk, var der dog en troskyldig Fædrelandskærlighed og Hjemligheds­ følelse derover, som ikke lod sig smile ihjel, men netop senere satte sig den skønneste Blomst i den Bedrift, den danske Landsoldat, den før saa foragtede „Jens“ , Bondedrengen, siden fik sit Minde for i Fabers Sang om Landsoldaten og i Bissens Statue ved Fredericia Vold. Der er ingen, der elsker sit Hjem som den, der har lært det at kende i Ensomhedens Timer, der er ingen, der hænger ved sit Land som den, der har dyrket sin Jord og har ængstet sig for at miste den. Derfor er Slavekrigen slet ikke til at smile ihjel. Et Par af dens Historieskrivere har forsøgt det; men de har haft Uret deri. Alvoren i Forsvarsviljen forstod de ikke, ej heller, at der var mange, der troede, ikke at det var Slaver, men tyske Friskarer, der havde gjort deres for at faa Leddet der nede „af Lave“ , som nu vilde bryde det hjemlige Borgeled. Derfor mødte de brave Folk, som vi senere har smilet ad, op alle og lavede Vagtposter, rustede sig efter bedste Evne og lod Skeptikerne le. Det var jo det, vi altid her i Danmark gerne skulde: huske, hvad vi har, og passe paa det, saa agtpaagivende, at vi aldrig glemte, hvad vi kan miste!

Made with