FraDengamleHerresSkuffer

131

gik ned ad de brede Flisetrapper, rungede sidste Vers af Sangen ned til Vestibulen. Det var skønne Dage der oppe i den gamle Sal. Hvor mange Venskaber for Livet blev der ikke sluttet. H vor mange glade Sange har vi ikke hørt første Gang der, naar Conrad Møller, Abrahams eller Axel Sørensen stemte deres Harpe. Hvor har vi moret os over Nyt- aarskomedierne, der spilledes paa den lille improviserede Scene i Salens Baggrund, og hvis Scenegulv var sammen­ satte Soldeborde. Selv om de Komedier ikke kunde bære Vand imod Carl Plougs Attellaner eller Hostrups smaa Sangspil, var de dog ikke til at kimse ad, og det har mangen en Gang moret mig ustyrligt at læse i den Samling af dem, som Axel Sørensen har udgivet. Des­ værre er de senere Tiders ikke med i Samlingen; men de kommer vel nok en anden Gang, for Axel Sørensen er jo da en ung Mand endnu. Man husker ogsaa de fornøjelige Samvær med Lundenserne i den gamle Sal, især vel den Aften, da Gubben Ask hilste den kongelige Student, daværende Prins Christian, Carl den Femtendes Dattersøn, i en pompøs Tale som Symbolet for Nordens Enighed, fordi han var Søn af en svensk-norsk Prinsesse, der snart skulde være Dronning i Danmark. Aldrig glemmer man heller de vittige og slagfærdige Rustalere, blandt hvilke Sophus Bauditz dog bar Prisen, fordi han var saa udpræget studentikos, saa fuldblods Akademiker og saa springende kaad, men tillige stilfuld, at Salen rystede af Jubel hvert Øjeblik. Det samme kunde ved Nytaarsgilderne være Tilfældet med Andreas Buntzen, der lod sit Vid spille med saa glimrende Fa­ cetter, at det hele syntes et straalende Fyrværkeri af Aandrighed. Ak ja, nu er Sophus Bauditz død, og Andreas Buntzen har vigtigere Ting at tage Vare end at 9*