FraBethesdasFørsteDage

gen anden nulevende«. Men tillige var han en for? underlig ydmyg Kristen, en af de stille i Landet, ren af H je rte t. For de forskelligste Mennesker var han en Ven og H jæ lper i Nød. H an elskede Mis? sionen, dens Hus og Gerning, især dens Boghan? del. Ganske vist kunde det virke en Smule ejen? dommeligt at høre ham forsikre, at det allerbedste var, om der i et A a rstid eller to ikke blev ho ld t et eneste Møde! Men det var kun et stæ rk t U d tryk for, at det gjaldt for os alle at leve Kristus frem? for at tale saa meget om ham. Ligesaa gjorde han som Boghandler en re t pudsig Figur, naar han i sin store Redelighed og personlige Omhu for sine Kunder kunde sige, at den Bog skulde de virkelig ikke købe, for den duede ikke — og den næste heller ikke — og den næste ligesaa! H an und te os det saa godt. Der blev tom t i Bethesda efter ham. Bestyrelsesværelset i Bethesda havde jeg næ r glemt — Centrum i Centralen. Om Væggene dér kunde tale! De kunde fortælle om vigtige Raad? slagninger og Beslutninger, om T roens Mod over? for nye Fremstød, om mangen velsignet Bedestund. Men naturligvis ogsaa om mangt et Misgreb og megen Synd. Om mangen Holmgang, hvor Udvalg og Komiteer var oppe i O rd strid baade om Kej? serens Skæg og vo rt eget lille Jeg. M idt under alt dette stod Frimodts hvide M armorbuste derinde. Hans ædle T ræ k virkede manende og revsende. Over ham og hans Færd var der noget storsindet; han fo rtab te sig ikke i det smaatskaarne. Gid no? get af hans A and altid maa hvile over Bethesda! *

3 4