ForslagTilSundhedsvedtægtForKøbenhavn_1913

91

fleste Tilfæ lde føle sig fristede til at forsøge Muligheden for at opnaa andre Vilkaar. Men Appelinstansen vilde selv­ følgelig lige saa vel som Sundhedskommissionen være bundet af Sundhedsvedtægtens Bestemmelser. Vilde man gøre den samlede Magistrat til Overinstans, ses det let, at saa at sige alle de Embedsmænd, til hvilke Magistraten i fornødent Fald maatte støtte sig (Stads­ lægen, Stadsingeniøren, Kloakdirektøren, Stadsarkitekten, Stadsbygmesteren), henhøre under den Magistratsafdeling, hvis Borgmester, der er Medlem af Sundhedskommissionen, allerede inden Kommissionen traf sin Afgørelse, har haft let Adgang til at lægge Beslag paa disse Embedsmænds særlige Indsigt. Og vilde man henlægge Appelinstansen til Borger­ repræsentationen, vilde det maaske være vanskeligt at undgaa en Formodning om, at partipolitiske Hensyn lej­ lighedsvis kunde komme til at influere paa Afgørelsen, medens Sundhedskommissionen staar ganske uafhængig af politiske Partiforhold. Vil man fastholde Ønsket om at have to Instanser i Sundhedsvedtægtssager, kan det næppe anbefales at væ lge­ anden Vej end at optage og mulig yderligere udforme den Tanke, som allerede er kommet frem i det Vedtægts­ forslag, der for Tiden er under Behandling, og i hvis § 2 Sundhedskommissionen foreslaas »bemyndiget til mid­ lertidigt at overdrage Afgørelsen af visse Grupper af Sager til et eller flere Medlemmer af Sundhedskommissionen eller til det til Sundhedskommissionens Raadighed stillede Personale, naar Kommissionen af Hensyn til Sagernes til­ børlige Fremme anser det for ønskeligt. Dog skal det i ethvert saadant Tilfæ lde staa vedkommende aabent at forlange Sagen forelagt Sundhedskommissionen til endelig Afgørelse«. III. S u n d h e d s k o m m i s s i o n e n .