Forskønnelsen_1926

UDTALELSER I PRESS EX Bestyrelsen kan just ikke smigre sig med, at dens Henvendelse til Undervisnings­ ministeriet har faaet nogen blid Modtagelse af den københavnske Presse. »Politiken« betegner i sit Nummer lorden 20. Juli Bestyrelsens Forslag som en »forrykt« og »gan­ ske dødfødt« Plan uden dog at motivere denne Karakteristik nærmere, ligesaalidt som Bladets Redaktion bar ment at skylde sine Læsere at give blotet kortfattet Referat af Skrivelsens Indhold. »Socialdemokraten« samt »Berlingske Tidendecs og »National- tidendecs Morgenudgaver for den 20. Juli aftrykker derimod det væsentligste af Skrivel­ sens Indhold, men erklærer sig efter nogle Bemærkninger af almindelig Karakter for uenig med Bestyrelsen, hvorimod »København« i det store og hele slutter sig til Be­ styrelsens Anskuelser. Medens »Berlingske Tidende« i sin Morgenudgave i det væsent­ lige forholdt sig refererende, bringer Aftenudgaven for den 20. Juli en redaktionel Ar­ tikel »Ft Vildspor — «, der antyder, at Bestyrelsens Skrivelse er et Forsøg paa at splitte og forpurre de Bestræbelser, der gaar ud paa at sikre Museets Fremtid. I Artiklen siges endvidere følgende: »Det vilde i Sandhed være besynderligt, om en Forening, der havde Hovedstadens Aand i sig og dens Borgeres Følelse med sig, havde lagt en Kontramine som Forskønnelses­ foreningens Flytteplan. Men saaledes er Forholdet heller ikke. Naar vi stadig taler om Forskønnelsesforeningen, er det af sproglige Nemhedshensyn. Den Henvendelse, For­ eningens Bestyrelse har rettet til Undervisningsministeren, dækker ikke en blandt For­ eningens Medlemmer overvejende Anskuelse, ja synes endog at være i Strid med en frem­ herskende eller dog meget kraftigt repræsenteret Modstemning i Foreningens rand- givende Udvalg. Det er en Bestyrelse, der har taget Alfære, en Bestyrelse afen noget tilfældig Sammensætning og domineret af Arkitekter, hvis Fgenskabersom Bygnings- kunstnere vi paa ingen Maade vil beklikke, men hvis særlige og ensidige Synsmaadc giver sig afsig selv og heller ikke paa nogen Maade fornægter sig i Henvendelsen. Vi kan ikke erkende, at selve den kunstneriske Betragtning i Henvendelsen er dybt funderet. Den kræver Uforanderlighed for Prinsens Palæ og det tilsluttende Gudebillede, og ingen vil bestride, at det her drejer sig om Værdier, der i fuldt Maal kan kræve sig respekterede. Men Huset og Stedet er ikke blot et Hus og et Gadebillede, er ikke blot historisk ved sine Sten og ved sin Stil. Det er Nationalmuseets gamle Hjemsted, og Sa­ gen staar nu paa, om vi skal give dette Hjemsted, saa godt og saa sandt vi formaar, en hidretning, der svarer til dets Formaal og dets Betydning for Folkets Liv. Men derfra vil vi ikke lade os afskære ved den blotte Henvisning til, at det ikke kan gøres uden Til­ bygninger og Forskydninger i Gadebilledet. Ft saaledes begrundet Veto vilde i mange Tilfælde have umuliggjort Skabelsen af Bygningsværker, der nu regnes for kostelig Ar­ kitektur. Er det udelukket, at vor Tids danske Arkitekter kan løse Spørgsniaalet om Nationalmuseets Bevarelse paa dets gamle Sted? Hvis Arkitekterne ikke findes i For­ skønnelsesforeningens Bestyrelse, er de saa heller ikke til at opdrive udenfor den? Det er det, vi vil se. Og Hovedstaden og Landet kan paa dette Punkt ikke lade sig noget sige af en For­ enings-Bestyrelse, der bruger kraftige Ord uden at kunne hægge anden Myndighed end sin egen i den. I Virkeligheden burde Henvendelsen til Ministeriet kun være fremkom­ met som Udtryk for selve Foreningens konstaterede Overbevisning. Nu er der syndet ikke blot mod Sagen, men ogsaa mod Takten, og Følgerne kan meget vel tænkes al ville blive skæbnesvangre for Forskønnelsesforeningens Sammenhold.«

I »Nationaltidendecs Aftenudgave for den 2 0 . Juli fremkom en Redaktionsartikel, i hvilken der hl. a. udtales følgende:

5 3